Dommen over Roskilde Festival 2026

Dommen over Roskilde 2026

Med alle slags vejr på skalaen og et bredt musikprogram var der rigeligt at dyppe tæerne i og selvom mit ansigtsudtryk muligvis ser lettere sært ud på billedet, var alting faktisk ganske fint.

 
Omend en RF smatveteran som mig nok føler at navne som Guldimund klinger mere af Grøn Koncert, så gav det hele jo mening da man så euforien i de fremmødte fans. De stod sgu urokkelige i tung regn så de kuuuuu' smadre noget.. i fællesskab.

Regnen fik vores lille team til at søge ly i en overdækket bar (bevares). Og her mødte vi to hollandske gutter i midt fyrrerne. De havde oplevet den ikoniske Pink Pop festival i hjemlandet. Lollapalooza i Usa og Sziget i Budapest. En af dem havde besøgt Roskilde Festival for 12 år siden og havde nu overtalt sin makker til at komme med, til en ny omgang.

 
Og de havde en klar holdning til at Roskilde Festival er i en himmelråbende liga for sig. 

"This is really the best"

Bemærk at vi her stod i silende regn og hørte dansksproget popmusik imens vi købte bajere til danske festivalpriser.
Well.. Så gør Roskilde Festival altså noget helt rigtigt.

At jeg næppe nogensinde kommer til at forstå værdien af en "optræden" som Tik Tok fænomenet Addison Rae, er ej heller en hemmelighed. Men pladsen var pakket og folk havde en fest. Så er det måske ikke så vigtigt hvad gamle Peter står og føler. Man kan jo bare liste over til en Yakima IPA på fad og en toast. Det ordner sig!

Angående Mig var ikke en kæmpe prioritering i mit program, men det show endte med at blive årets helt store overraskelse. Jubel, tårer og fascination over en helt exceptionel liveformåen flankeret af en sårbarhed, fik hele denne kunstneriske gryderet til at danne synergi og eftertanke. En præsentation der satte sig markant i sjælen.

Kneecap viste at de ikke bare er en politisk plakatsøjle, men også et buldrende talentfuldt live act.  Kæmpe fest!

Smertegrænsens Toldere afviklede en lektion i voksen punk rock, med en helt magisk stemning.

 
The Savage Rose tryllebandt Eos og flåde hul på samtlige fremmødte tårekanaler, med en intens og nærværende koncert. Årets bedste faktisk.

EeeGee sejrede på Lagune inden hun spurtede op til Steffen Brandt på Orange. Tv-2 var nemlig tilbage efter 25 år og DÉT var satme en kløgtig booking.

 
Tessa flækkede Orange med forventet format og kvitterede for rejsen, da hun hev sin manager, mentor og branchemæssige storebror Jesper Livid på scenen til et kram.. Et rørende moment.

Ærligt, på en enkelt festival kunne du seriøst snige dig i pitten til:

Oscar Witt, Koya, Alice AI, Berg, Wolfgang Alice, The Cure, Lilly Allen, Esdeekid, Yousuke Yukimatsu, Napalm Death, Little Simz, Truck Violence, Krøyer, Clipse, Iceage, Honningbarna, Young Lean, Mas, Albertslund Terror Korps, Zara Larsson og Zar Paulo..

Og så har du stadig kun set en brøkdel af programmet.
Der findes mennesker der ikke ser så vilde navne på et helt liv.

 
Den nye Orange scene blev hurtigt den samme som altid.
Cinema er tilbage og det er jo helt balstyrisk smukt.
Dream City bærer stadig førertrøjen for warm up festerne.
Stemningen ved skatekonkurrencer er som altid en gave til folket. Skateboarding kan aldrig skelnes fra Roskilde dna'en, selvom den gængse målgruppe nok tæller færre skatere nu, end i midthalvfemserne.

Næste sommer lukker armbånd nr 30 om mit håndled og jeg kan slet ikke vente.
Jeg startede i 1996 og blev forkælet med festivalhistoriens vildeste program nogensinde. Det forsynede mig med en taknemmelighed jeg aldrig mister grebet om.. Og selvom denne koncertverden ændrer og udvikler sig, så kan et program med andre navne end min personlige top5 aldrig nedjustere min evige fascination af denne festival. Og festivaler generelt. Minderne fra mit første hak i bæltet rummer nemlig langt mere end musikken.

Big Al på basketbanen, Tortillas under vindmøllen på West, sedlerne på broen, de hårde ture efter kassevis af flaskeøl hentet i midtbyen og trukket i bæltet, tæpper af kapsler i alle lejre, svenskerfælder, festivalburgeren og de gigantiske masseskål-skrig som forgrenede sig på hele matriklen, og gave en følelse af fælles fodslaw.

Men mest af alt husker jeg en fornemmelse af voldsomt mange menneskers brændende ønske om at være der. 

Nogle for at feste.

Nogle for at skabe.

Nogle for at bestemme.

Nogle for at lytte.

Nogle for at spille.

Nogle for at danse.

Men alle for at sameksistere i det her utopiske satellitsamfund, på kanten af grusgraven.

Vi ses næste år til endnu et smukt rodeo. 

Roskilde Festival nr 30 i træk, for mig og DÉT skal fejres.

Peter Sørensen  - Redaktør          

Foto: Sabina Christensen