Et spejl af tiden på Heartland
Festival kan under overfladen facilitere at slippe væk, men også støtte processen omkring at finde mere hjem i sig selv. Heartland synes at være en festival, der for gængerne bliver mindre flugt og mere spejl. På den måde opleves den som et nødvendigt bidrag blandt landets mange festival muligheder
Man ser flere mennesker læse bøger i skyggen. Flere tegner. Flere deltager i samtaler, workshops og foredrag. Et sted for refleksion.
En meterlang pudsigt bevægende men yderst bevidst fletning bliver pludselig udgangspunkt for en samtale om kønsidentitet og magtstrukturer foran en benovet forsamling.
I skyggen af træerne opstår lange diskussioner om faglige dilemmaer, arbejdsliv og samfund, ledsaget af gode glas vin.
Festivalen leves lige så meget mellem programpunkterne som ved scenerne.
Ved spejlet ved toiletterne står fire unge piger tæt sammen. Tre af dem har hårfarve på hænderne og arbejder koncentreret videre på den fjerdes hår, mens køen ved siden af langsomt bevæger sig fremad.
Senere bliver man en del af fællesskabet omkring Greenfield - arm i arm til temasangen fra Peaky Blinders.
For en stund opstår små familier omkring det dækkede bord, hvor en saxofonist flankeret af trommer forvandler et hjørne af pladsen til noget, der føles både intimt og storslået.
Andre søger om morgenen mod skoven, hvor sociale løbeture gør fremmede til bekendtskaber, mens andre morgenfriske mødes til morgendans og vækker kroppen, en rum tid før de første koncerter går i gang.
Det er den slags øjeblikke, der får festivalen til at føles som et midlertidigt samfund.
Selv den måde, vi forbruger på, synes at være blevet en del af oplevelsen. Mange steder får priserne én til at overveje, hvad det egentlig er, man køber, og hvorfor. Ikke kun økonomisk, men også kulturelt. På camping har man nu Meny, med noget der ligner gårdmandssalg.
Festivalen er blevet en arena, hvor identitet afprøves og men også forhandles.
Den udvikling betyder ikke, at festen er væk. Langtfra. Der bliver stadig danset mellem bænkene, når postpunkens energiske arvtagere overtager aftensolens scene. Der bliver stadig raved igennem på Highland.
Folk bliver stadig forelskede, der bliver stadig drukket øl og sovet for lidt.
Men det sker side om side med noget andet.
En cementering af mennesker, kultur, og samfund. Og for nogle en cementering af dem selv.
Måske er det derfor at en detalje som Linda Perrys karakteristiske hat kan blive et samtaleemne i flere timer. Ikke fordi det bare er en hat, men fordi vi hele tiden leder efter historierne bag tingene.
Af: Sabina Christensen Neuroaffektiv psykoterapeut Foto: Mia Vasby