Skjulte perler på Smukfest

10-05-2026

Så du disse skjulte perler i programmet?

Smukfest holder sig, som bekendt, ikke tilbage når de skovler kæmpe bookinger ind i festivalprogrammet. Men faktisk bør netop Smukfest også roses for evnen til at smide andre acts i puljen, som er pisse godt set.

Vi har her fundet en stak skjulte perler, som unægteligt bliver stemningsskabende spydspidser i skovbunden.


Rock Hard Power Spray

Så er der saftsuseme storsmilende smadderrock.

Mattias Hundebøll og slænget er tilbage på scenen og vi kan allerede mærke energien stige. Der kyles hård rock, garage og punk i den bulderkogende gryde og du gør klogt i at hente nok fadøl fra start... For du gider altså ikke hente øl midt i denne live eksplosion. Om du kender sangende eller ej, så er der statsgaranti på en kæmpe fest.

Almost AC/DC

Det er en befriende konstatering at en stor festval tør tillade coverbands i programmet. For det ER fantastisk at opleve humørsmittende classics serveret med højspændt spilleglæde.

Og Almost AC/DC er hofleverandører af netop fed energi og spilleglæde. Og hey.. Hvad faen sker der egentlig med AC/DC i øjeblikket?  Mine børn nørder reels og Tiktok-videoer med Thunderstruck i baggrunden...??

Jeg husker tydeligt en jul i starthalvfemserne, hvor mit højeste ønske var "AC/DC Live At Donnington" double cd, hvor den ikoniske dollarseddel lå i coveret, og jeg fik den sgu!!!!

Vi er SÅ klar på at skrige "Thunder!!" i Bøgeskoven..

Aarhus Volume

Kulturforeningen Aarhus Volume bærer et mindeværdigt fokus på det elektroniske vækstlag i Danmark, og blåstempler i år tre åndsvagt spændende navne.

Her bevæger musikken sig fra tunge basrytmer og dub til varme afrobeat- og afrohouse-inspirationer:

Jolie er baseret i København og har rødder i Tanzania. Bag pulten udforsker hun musik fra Afrika og den afrikanske diaspora med afsæt i genrer som highlife, gqom og kuduro. Hendes sets byder på unikke valg af både gammelt og nyt, som du ikke lige finder på mainstream-hitlisterne.

Mbizo er et etableret navn på den danske elektroniske undergrundsscene og arbejder i krydsfeltet mellem dub, grime, dubstep og UK funky. Med rødder i soundsystem-kulturen leverer han tunge sets med masser af bas og en stærk klubenergi.

TCG X Namdori er en aarhusiansk DJ-duo med rødder i Tanzania og Kenya, der bringer afro-elektroniske lyde med tunge rytmer til dansegulvet. Deres sets bevæger sig mellem afrohouse, amapiano og gqom og er skabt til svedige, energifyldte øjeblikke og tæt kontakt med publikum.


Af: Peter Sørensen    Fotos: Smukfest

Share