Ulige Numre -på Tønder Festival - En Ubetinget Succes

Ulige Numre viste, at Tønder Festival atter kan tænke ud af boksen. Der var måske ikke meget på papiret, der pegede på, at Ulige Numre og Tønder Festival skulle være et oplagt match. Tønder Festival har gennem årtier gjort en dyd ud af roots, folk, americana, blues, singer-songwriters og den håndspillede musik.
Ulige Numre kommer fra en helt anden tradition. Mere storby, mere pop/rock, mere dansk sangskrivning og med et bagkatalog, der for længst har bevæget sig fra undergrundens ungdommelige desperation ind i den danske fællessang. Men nogle gange er det netop de umage kombinationer, der giver mening. For da Ulige Numre gik på Open Air-scenen i forleden, blev enhver tvivl hurtigt gjort til skamme.
Det var en sublim koncert!!

Ulige Numre har efterhånden nået det punkt i karrieren, hvor landevejen ikke længere er hele verden. Familien fylder mere. Børnene fylder mere. Livet uden for musikken har fået en større plads. Måske er det også derfor, der er noget befriende ubesværet over bandets optræden. De behøver ikke bevise noget. De har heller ikke brug for at genopfinde deres musik.
I stedet leverede de det, publikum kom efter: de stærkeste og mest elskede numre fra bagkataloget. Sange, som mange i publikum tydeligvis havde et personligt forhold til, og som blev mødt med både fællessang, smil og den særlige energi, der opstår, når en koncert rammer noget velkendt. Det blev aldrig en nostalgisk øvelse. Det blev en fejring.
Det mest interessante ved koncerten var måske ikke engang Ulige Numre selv. Det
var Tønder Festival. For festivalens styrke ligger ikke nødvendigvis i, at den altid skal holde sig
inden for de genrer, publikum forventer.
Tværtimod...Tønder har altid haft en særlig evne til at opdage forbindelser mellem
musikalske genrer og mennesker. Det er en del af festivalens DNA. Og når man
tør tage chancer, kan der opstå aftener, hvor regnestykket på forhånd ikke ser
helt rigtigt ud, men hvor resultatet viser sig at være fremragende.
Ulige Numre var et sådant eksempel.
Et umage match på papiret.
En ubetinget succes i virkeligheden.

Af: Michael Pallisgaard Fotos: Michael Pallisgaard